Overdiagnostik? Nej tak

Sundhedsvæsenet er ved at besætte menneskers liv fra vugge til grav og gøre raske mennesker til patienter. Almindeligheder, småskavanker, harmløse tilstande og selv de mindste afvigelser fra et stadig snævrere normalitetsbegreb vækker bekymring og gøres til udfordringer, som kræver behandling udført af overbebyrdede sundhedsprofessionelle i et belastet system.

Kritikken kommer fra speciallæge i almen medicin, John Brandt Brodersen, ph.d. og professor på Center for Almen Medicin ved Københavns Universitet og Region Sjælland. Han kalder problematikken for overdiagnostik. Et emne han har forsket i i over 20 år og i 2022 beskrev i bogen 'Snart er vi alle patienter. Overdiagnostik i medicinske og samfundsfaglige perspektiver.'

Bogen skrev han sammen med antropolog Alexandra Brandt Ryborg Jønsson, ph.d. og lektor på Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet.

På baggrund af sin forskning og erfaring som praktiserende læge advarer John Brandt Brodersen om, at overdiagnostik unødvendigt gør mennesker til patienter, selv om mange mindre forandringer er naturlige. Det skaber sygdom og kan få voldsomme fysiske og psykosociale følger for den enkelte. Desuden skader overdiagnostik folkesundheden, sundhedsvæsenet, samfundet og klimaet. Blandt andet fordi det får flere i medicinsk behandling, kræver mere kontakt med sundhedsprofessionelle, reducerer 'de syges' arbejdsevne og øger CO2-udslippet.

4 procent raske

For John Brandt Brodersen at se går overdiagnostik ud på at omdanne mennesker til patienter hjulpet på vej af et stadig strammere sundhedsregime, der ikke levner plads til selv de mindste afvigelser og udsving. En udvikling, der ikke gavner den enkelte person og kun levner plads til 4 procent raske, hvis risici for hjertekarsygdomme undersøges i en almindelig befolkning.

Baggrunden for overdiagnostikken finder John Brandt Brodersen blandt andet i den polsk-engelske filosof, Zygmunt Baumanns, teori om, at det postmoderne menneske lever i et paradoks: Vi ved, at vi er dødelige, men taler kun indirekte om det ved at ville kontrollere døden på alle måder.

Det har ført til en medikalisering – en sygeliggørelse – af menneskelivet, hvor aspekter, der tidligere blev betragtet som normale variationer eller sociale problemer, nu defineres og håndteres inden for en medicinsk ramme, udtaler John Brandt Brodersen.

– Vi indsnævrer normaliteten, tænker på bestemte ikke særligt holistiske måder og måler og vejer efter snævre parametre. Når en person eller en befolkningsgruppe, f.eks. unge, ikke passer ind i de kasser, medicinerer vi, forklarer John Brandt Brodersen.

'Har Nikolaj ikke ADHD?' og 'Har Simone ikke autisme?' spørger forældre i håbet om at få hjælp via en diagnose, der forklarer og udløser offentlig støtte, mens der diagnosticeres og behandles, i stedet for at se på, om der er andre årsager til en 'anderledes adfærd'. Er den socialt betinget? Er der tale om mistrivsel? Er personen begyndt for tidligt i skole og har en senere hjernemodning? Jagten på den – forholdsvis – hurtige løsning med en diagnose fører til ansvarsfralæggelse og mangel på en helhedsvurdering, siger John Brandt Brodersen.

– Antallet af diagnoser eksploderer og kommer til at stå i vejen for unges muligheder. I det hele taget er trangen til at diagnosticere selv de mindste lidelser og nedture, som alle kommer ud for, med til at sygeliggøre mennesker, pointerer han.

Ingen støvsugning

Som praktiserende læge har han haft patienter med formodninger om, at de har ADHD, fordi de ikke kan tage sig sammen til at støvsuge. Andre har efterspurgt den samme diagnose, fordi de får mange ideer, men ikke får realiseret dem alle.

– Den slags sker for os alle, men det betyder ikke, at vi har en diagnose, påpeger John Brandt Brodersen.

Han efterlyser en større kritik blandt lægelige fagselskaber og sundhedsmyndigheder, ved at bakke de enkelte læger op til at holde igen med diagnosejagten. For mens patienten gerne vil have en afklaring tidligst muligt, vil lægen hjælpe og komme patienten i møde.

– Det er forkert at pege på lægen som årsag til overdiagnostik. Den opstår på et makroplan og handler om sundhedskultur, lovgivning, politik og strukturer, påpeger John Brandt Brodersen.

Ud over presset fra politikere, styrelser og det øvrige magtapparat skal lægerne også manøvrere blandt andre aktører som patientforeninger og medicinalindustrien.

– Det hele fører til, at lægen mødes af et forventningspres om at skulle stille diagnoser, påpeger John Brandt Brodersen.

Ifølge epidemiologiske undersøgelser er hvert femte menneske med en kræftdiagnose overdiagnosticeret, mens otte ud af ti på et tidspunkt får en psykiatrisk diagnose.

– Og hvorfor skal foreningen for europæiske hjertelæger, ESC, bestemme, at grænserne for forhøjet blodtryk (hypertension) skal sænkes yderligere? spørger John Brandt Brodersen og tilføjer:

– ESC har en opfattelse af, at man kan eliminere risikoen for blodpropper og slagtilfælde yderligere. Problemet er, at det vil gå ud over de raske 'patienter', som vil blive overdiagnosticeret. At nedsætte blodtryksgrænserne yderligere, fører til mere overdiagnostik, som vil koste samfundet milliarder. Blandt andet fordi man, når man får mange flere 'syge', skaber et øget behov for lægebesøg og medicinering.

Håb om bedring

Trods de mange udfordringer aner John Brandt Brodersen et lille håb om bedring forude.

– Spild og skade som følge af overdiagnosticering er kommet højere op på dagsordenen. Det ses f.eks. i sundhedsreformen fra i år, påpeger John Brandt Brodersen og fremhæver planens femte anbefaling. Den handler om at udvikle kvaliteten i arbejdet med rettidig diagnostik og udredning af kræft og at give almen praksis og diagnostiske centre bedre redskaber til at træffe beslutninger om udredning og behandling.

– At sundhedsreformen taler om rettidig og ikke tidlig diagnostik er en erkendelse af, at fokus på stadig tidligere diagnoser har skadelige konsekvenser og skævvridninger. Det er jeg glad for. Der er mange gode hensigter i sundhedsreformen, men nu står vi over for at skulle lave megen forskning og mange analyser for at finde ud af, hvordan vi kommer i gang med den rettidige diagnostik. For vi ved ikke, hvordan vi skal gøre det. På den måde er det lidt en gratis omgang at skrive rettidig diagnostik ind i sundhedsreformen, pointerer John Brandt Brodersen.

Også i Sundhedsstyrelsens Kræftplan V finder han tegn på et opgør med overdiagnostikken. I afsnittet om screening oplyses der, at 'de nationale screeningsprogrammer på kræftområdet' ikke er 'tilrettelagt specifikt til den enkelte borgers risikoprofil.' Derfor udtrykkes der i Kræftplan V en ambition om at tilpasse screeningstilbuddene.

– Målet er, at screeningsprogrammerne opnår en bedre balance mellem fordele og ulemper til fordel for de berørte mennesker. Det vil samtidig kunne effektivisere sundhedsvæsenets brug af ressourcer, lyder det i Kræftplan V.

Målsætningen vækker glæde hos John Brandt Brodersen. Med forbehold.

– Det er den rigtige vej at gå. Men problemet er, at vi ikke ved, hvordan vi skal gribe opgaven an, for vi har ikke den videnskabelige dokumentation men kun teoretisk viden om, hvem der skal screenes mere eller det samme, og hvem der skal screenes mindre eller slet ikke. På den måde er det en gratis omgang at skrive anbefalinger til mere individuelt tilrettelagte forløb ind i Kræftplan V, siger John Brandt Brodersen.

Han vurderer, at overprioritering af kræftområdet har haft gavnlige effekter, men også har medført mange skader i form af overdiagnostik, der har sendt raske patienter i behandling for kræft.

– Nu skal vi til at rulle en hel del tilbage. Hvordan gør vi det? Hvordan kan vi komme fra ikke at have fokus på tidlig diagnostik til rettidig diagnostik? Hvordan sender vi de rigtige videre i kræftpakker, og hvordan undgår vi, at raske ikke blive skadet? Det skal vi i gang med nu, så vi kan komme tilbage, hvor vi kom fra, siger John Brandt Brodersen.

Bragt i LægeLiv nr. 3, september 2025, side 18-21. Tekst: Henrik Lomholt Rasmussen. Foto: Henriette Mørk. Læs hele magasinet.