Det muliges kunst

– Som læge giver det stor mening og tilfredsstillelse at kunne gøre noget for de allersvageste – for de mest syge, der ikke henvender sig til lægen og ikke rækker ud efter hjælp. Vi når med stuegangsprojektet nogen med lægehjælp, som vi ikke nåede før, siger Jannik Falhof.

Han er alment praktiserende læge i Lægefællesskabet i Grenaa, der er en del af Deep End projektet, der består af en gruppe alment praktiserende læger i landets yderområder, hvor der især er mange udsatte borgere.

I Fredensgade i Grenaa bor de mest udsatte borgere i Norddjurs Kommune. Alkohol- og stofmisbrug samt psykiske lidelser er i overtal.

– Det er dem, der af mange forskellige årsager ikke kan passe på sig selv og ikke rækker ud efter hjælp. De har ofte en indgroet mistro overfor systemet, som, de mener, ikke kan eller vil gøre noget for dem. Skuffelserne er massive, fortæller Jannik Falhof, der har fået opbygget et tæt tillidsforhold til beboerne i Fredensgade.

Som læge skal man komme med en god portion erfaring og tålmodighed. For det er sjældent, at den behandling, Jannik Falhof ordinerer, bliver fulgt til punkt og prikke. Det sker ofte, at en beboer med f.eks. svært alkoholmisbrug beslutter sig for at ville på afrusning og akut sender bud efter Jannik Falhof, som sætter en behandling i gang, som beboeren så allerede dagen efter ikke vil eller kan følge. Så er det sådan, det er. Ingen lægefaglige løftede pegefingre eller irritation.

– Man skal kunne stå i det som læge, når patienten ikke vil, som jeg vil. Jeg skal være klar til at gradbøje det lægefaglige og freestyle. For det er det muliges kunst. Én af mine patienter derude har jeg lige tilset i dag. Han har fået en alvorlig infektion, og det korrekte ville være at få ham indlagt. Men det vil han ikke, og det må jeg respektere. I stedet aftalte jeg med hjemmeplejen, at de skal holde ekstra øje med ham.

Overdødeligheden i Fredensgade er massiv.

– Men beboerne tager sig af hinanden, og de udgør faktisk en tryg base for hinanden. Derfor gør det et dybt indtryk, når én falder fra. Også på mig, for jeg kommer jo tæt ind på livet af dem, siger Jannik Falhof, der kalder sin indsats i Fredensgade for brandslukning.

– Men det er jo bedre end slet ingenting at gøre, slår han fast og tilføjer, at forebyggelse jo ville være langt bedre.

– Vi kan jo håbe, at det ad åre bliver sådan med den nye sundhedsreform, siger han og fortsætter:

– Min indsats er bare et lille bidrag i det samlede billede. Der er mange tunge faktorer – så som uddannelsesniveau og andre socioøkonomiske faktorer, som spiller en større rolle – men som samfund og som læge er det vigtigt, at de mennesker også får et tilbud og mødes med respekt, siger Jannik Falhof.

Han kunne godt tænke sig, at systemet stimulerede noget mere til den slags indsats, som han gør i Fredensgade.

– F.eks. honorarstrukturen. For jeg får det samme for noget, der tager to minutter og noget, der tager en time, siger han.

Et tværfagligt samarbejde er afgørende for, at et initiativ som Fredensgade kan føres ud i livet, og i den forbindelse nævner Jannik Falhof kommunen som en særdeles vigtig medspiller. Uden kommunen som medspiller ville det nærmest være umuligt at gennemføre behandlingen af borgerne i Fredensgade.

– Men vi er godt kørende i Norddjurs Kommune, hvor vi har et mangeårigt godt tværfagligt samarbejde. Et tæt samarbejde er nødvendigt for ikke at støde hovedet mod en mur. Vi skal ville det samme. Kronikerpakker kan være godt – men de er noget glansbillede-agtige og når typisk ikke en gruppe som den i Fredensgade. Det handler om tætte samarbejder på gulvet. Vi må alle sammen give lidt for at undgå, at det bliver for bureaukratisk, understreger Jannik Falhof.

– Hele systemet skal flytte sig, men vi kommer ikke uden om, at der skal flere hænder til, når folk skal gribes – allerhelst inden de kommer helt derud som i Fredensgade. Vi læger ser en stor del af befolkningen, i hvert tilfælde 80 % – men så er der de 20 %, vi ikke får fat på. Her er det vigtigt med et samarbejde med andre aktører, f.eks. hjemmeplejen, socialpsykiatrien mm.

I Norddjurs Kommune er man faktisk i gang med sociale henvisninger, hvor flere faggrupper arbejder sammen. Sådanne bindeled er helt afgørende, påpeger Jannik Falhof.

– Det fungerer på den måde, at når vi praktiserende læger spotter en patient, som viser tegn på at have et særligt behov – det kan være begyndende mistrivsel pga. social isolation – at vi så kan henvende os til sociale navigatører, der kan visitere den pågældende patient til f.eks. en bokseklub eller skakklub.

Hvorfor er der ikke flere, der gør det, som du gør i Fredensgade?

– Mange alment praktiserende læger gør det nok i nogen udstrækning indirekte. Men det handler i høj grad også om tid. Som sololæge vil det være umuligt. I Lægefællesskabet i Grenaa er vi fem læger, og derfor kan vi godt afsætte en halv dag om måneden til, at jeg går stuegang i Fredensgade, siger Jannik Falhof.

– Selvfølgelig er det mest ideelle, at det ikke forbliver på ildsjæle-niveau, hvor få gør det. Men opgøret med ulighed i sundhed er jo noget, der fylder en del i den nye sundhedsreform, så jeg tror, at et projekt som Fredensgade kan blive inkorporeret, hvis vi gør det klogt. Og jeg tror, at de fleste læger gerne vil. Vi har jo allerede flere steder faste plejehjemslæger og bostedlæger, så der er lagt spor til en videreudvikling, så vi kan sikre de svageste bedre tilbud, siger Jannik Falhof.

Bragt i LægeLiv nr. 1, marts 2026, side 44-47. Tekst: Jette Warrer Knudsen. Læs hele magasinet.